12. jan. 2024
Af Christinna Braun

Sidst, vi så dem, var til privat kongelig fest: Nu skal de spille for dronningen

Kronprinsparret med prins Christian til den store 18-års fejring den 15. oktober 2023.
Kronprinsparret med prins Christian til den store 18-års fejring den 15. oktober 2023.
Foto: Foto: Dennis Stenild, Kongehuset
Fredag aften bliver dronning Margrethe hyldet ved en stor koncert.

Det er ikke hver dag, TV 2 og DR slår sig sammen, men det er netop, hvad de gør fredag den 12. januar.

Her går de to tv-stationer sammen om et hyldestshow til ære for dronning Margrethe, som træder tilbage som Danmarks regent den 14. januar.

Med til festen, som sendes live fra Kongens Nytorv, er en lang række kunstnere, som vil lave et stort og flot show med sang og musik.

Her kan vi bl.a. glæde os til at se Livgardens Tambourkorps, som sammen med den kendte trommeduo Safri Duo sætter fut i Kongens Nytorv.

Det skriver tv2.dk.

Sidst, vi så Livgardens Tambourkorps give den gas på den måde, var til den private del af prins Christians 18-års fødselsdag på Christiansborg Slot den 15. oktober.

Her spillede trommeslagerne fra Den Kongelige Livgardes Tambourkorps sammen med Benjamin Hav og Familien en forrygende koncert i Riddersalen på Christiansborg Slot.

Trommeslagerne havde i dagens anledning med selvlysende trommestikker.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-01-12/kna05606.jpg
Foto: Keld Navntoft, Kongehuset

Koncerten i Riddersalen var dronning Margrethes overraskelse til gæsterne.

Musikeren Benjamin Hav, som står bag hitsange som ”Hurra”, ”Den dejligste boy” og ”Spice Up Your Life”, afslørede efter festen, at det var dronning Margrethe selv, der havde sørget for den store overraskelse i Riddersalen.

– Chefen for det hele, dronningen havde ringet til mig og sørget for, at der var styr på det. Hun er et fantastisk menneske. Skarp og sjov og Danmarks moder, sagde Hav til B.T.

Fredag aften er det Safri Duo, der får fornøjelsen af Livgardens Tambourkorps, og de har øvet på Rosenborg Slot, hvor Livgarden holder til, skriver tv2.dk.

- Vi har holdt prøve med dem, når de ikke har gået parade. Og det var lidt et puslespil at få til at gå op, fortæller Morten Friis til tv2.dk.

Safri Duo vil ifølge tv2.dk spille deres nummer ”Played-A-Live” med Livgardens Tambourkorps.

Læs mere om: