Prinsesse Marie fortæller om Isabellas konfirmation: Hun var så glad!
Prinsesse Marie, der til daglig har fast adresse i Frankrig, har nydt et par travle og festlige dage i Danmark, og mandag eftermiddag var prinsesse Marie til stede på Epilepsihospitalet Filadelfia.
Prinsessen var der i anledning af, at Danmarks eneste epilepsihospital i år kan fejre 125-års-jubilæum.
Prinsesse Marie nød familiefest
Efter at have sat fokus på det vigtige arbejde, man udfører på Filadelfia Hospitalet, talte prinsesse Marie med BILLED-BLADETs udsendte om prinsesse Isabellas konfirmation, som Marie og prins Joachim deltog i sammen med deres to børn Athena og Henrik samt Joachims voksne sønner Nikolai og Felix.
Prinsesse Marie havde nydt familiefesten i Fredensborg, hvor der var fuld fokus på konfirmanden prinsesse Isabella.
Fantastisk dag
- Det var dejligt. Det er altid fantastisk at se vores børn blive unge voksne. Det er lidt mærkeligt, men det er rigtig godt, og hun var så glad. Det var dejligt at være hele familien samlet, sagde prinsesse Marie om familiefesten med konfirmation og hyggeligt samvær.