Svensk undren efter VM-finalen: Hvor blev kongeparret af?
Kong Carl Gustaf er vild med sport, og han og dronning Silvia har i mange sammenhænge åbent vist deres støtte til landsmænd og -kvinder, der repræsenterer Sverige ved store internationale idrætsbegivenheder.
Carl Gustaf og Silvia plejer at heppe
Ved store mesterskaber som EM, VM og OL har kong Carl Gustaf og dronning Silvia flittigt heppet på svenske stjerner.
Da de svenske håndboldherrer søndag aften spilede VM-finale mod Danmark i Egypten, blev den royale støtte dog leveret af kronprinsesse Victoria og prins Daniel samt deres to børn prinsesse Estelle og prins Oscar.
Kronprinsesse Victoria viste Sveriges landshold og alle andre svenskere, at hun og familien på Haga Slot er fans.
Herlig VM-hygge
Det gjorde Victoria ved at lægge et billede op på de sociale medier af familien, som var klar til at se VM-finalen mod Danmark.
På det fine billede var også Danmarks kronprins Frederik, der over telefonen ønskede Victoria og Sverige held og lykke med kampen, og kronprinsessen kvitterede med et held og lykke til Danmark.
Der var dog ingen hilsen fra kong Carl Gustaf til de svenske håndboldhelte, og det har undret en del.
Enkel årsag
Mediet Svensk Damtidning mener dog, at årsagen i al sin enkelthed er, at kongen har overladt opgaven med at støtte håndboldlandsholdet til kronprinsesse Victoria i denne omgang.
Og sådan var det jo også i Danmark, hvor kronprinsparret og deres børn stod for den royale opbakning og lykønskning med VM-guldet til Danmarks håndboldhelte, mens dronning Margrethe holdt sig i baggrunden.
Der er dog ingen tvivl om, at både dronning Margrethe og kong Carl Gustaf og dronning Silvia er begejstrede for håndbold og for deres respektive landsmænd på banen.
Margrethe og Carl Gustaf i hallen
Det var til at se under OL i London i 2012, da Danmarks og Sveriges håndboldherrer spillede kvartfinale.
Både Margrethe, Carl Gustaf og Silvia var i hallen for at heppe på deres favoritter i et brag af en kamp, som Sverige faktisk vandt 24-22.
Heldigvis vandt Danmark søndag VM-finalen i Egypten med 26-24.
Meget mere i BILLED-BLADET
Du kan i denne uges BILLED-BLADET læse alt om guld-triumfen og de danske superstjerners og kronprinsfamiliens private sejrsfest.
Og så byder vi på mere om kronprinsesse Mary, der på fredag kan fejre sin 49-års fødselsdag.