Fantastisk nyhed til fans af Sommerdahl
Tredje sæson af den populære krimiserie ”Sommerdahl” er netop slut, men heldigvis kan de mange trofaste fans ånde lettet op.
Der kommer nemlig en ny sæson af TV 2 Charlie-serien til næste år. Og det er Peter Mygind, der spiller chefefterforskeren Dan Sommerdahl, begejstret over.
- Jeg er så stolt og taknemmelig over, at ”Sommerdahl”-rejsen fortsætter. Man giver alt, hvad man har til projektet sammen med en masse dygtige mennesker. Jeg er dybt lykkelig over, at så mange kigger med, og vi kan få lov til at fortsætte, siger en glad Peter Mygind til TV 2.
Spændt på sæson 4
Tredje sæson sluttede med, at Dan Sommerdahl blev forsonet med vennen og makkeren Flemming, der er blevet kæreste med Dans ekskone, Marianne.
58-årige Peter Mygind ser nu frem til at fortsætte Dan Sommerdahls historie og udvikling.
- Jeg er enormt spændt på Dans personlige rejse: hans kærlighedsrelation, hans relation til ekskonen og relationen til hans bedste ven, Flemming, som har været præget af op- og nedture, siger skuespilleren og fortsætter:
- I denne sæson skulle Dan og Flemming ikke arbejde sammen, men når Dan mærker efter, så er Flemming jo hans soulmate, og han kan ikke undvære ham i sit liv. Jeg er også nysgerrig på, om Dan og Marianne kan beholde den respektfulde tone, nu hvor de skal være bedsteforældre.
Optagelserne til sæson 4 af ”Sommerdahl” går i gang den 9. maj i Helsingør og bliver sendt på TV 2 Charlie i foråret 2023.