Hvad skal prins Joachim for sin apanage?
NB. Dette spørgsmål og svar har været bragt i BILLED-BLADET inden Folketingets afstemning om prins Joachims apanage. Læs mere om afgørelsen i linket herunder:
Kære kongelige brevkasse
Jeg vil gerne spørge om, hvad apanagen kræver af Joachim, når han nu igen flytter fra Danmark? Hvad kan vi bruge ham til for alle de skattepenge, vi forærer ham? Hvad kræves af arbejde fra hans side? Han er jo milliardær, og vi kan udmærket bruge de penge til noget vigtigere såsom sygehuse!
Venlig hilsen
G. Bjerge
Kære G. Bjerge
Årpengene, som prins Joachim modtager fra staten, kan ikke nydes i udlandet, med mindre Folketinget godkender det. Det gjorde parlamentet, da prins Joachim og hans familie tog ophold i Paris, og det spørgsmål skal politikerne atter tage stilling til, nu hvor det står klart, at prinsen tiltræder en stilling som forsvarsindustriattaché på Danmarks Ambassade i Washington, D.C. til september.
Giver Folketinget prins Joachim lov til at få årpengene med, vil han ikke modtage løn som attaché. Statsydelsen til monarken og årpengene til kronprinsen og prins Joachim er ikke og har aldrig været tænkt som en løn, hvor de kongelige er lønmodtagere og skal leve op til en række kontraktlige forpligtelser. Pengene gives, for at de kongelige kan varetage deres repræsentative forpligtelser.
Vi danskere kan altså godt tillade os at forvente, at prins Joachim og prinsesse Marie fortsat lever op til disse, selv om de flytter til USA. Nogle vil nok mene, at det er præcis, hvad prinsen vil gøre som attaché, dvs. varetage danske interesser, men som jeg ser det, vil det nok være klogt af dem begge fortsat at komme til Danmark så ofte som muligt for at videreføre deres øvrige forpligtelser – bl.a. over for deres protektioner og i forbindelse med særlige begivenheder i kongehuset. Formentlig bliver dette vanskeligere end tidligere pga. den større geografiske distance, men vi må se, hvad der sker.
Hvis prins Joachim og prinsesse Marie fuldstændig dropper de officielle forpligtelser i Danmark, vil det sandsynligvis skabe en debat om, hvorfor han så ikke "blot" skal have en forsvarsindustriattachés sædvanlige løn i stedet for årpengene på ca. 320.000 kr. om måneden. Prins Joachim er i øvrigt ikke milliardær. Det tør jeg godt skrive under på, selv om jeg kender lige så lidt til den kongelige families privatøkonomi og formueforhold som alle andre.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper
Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.
Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".