Louise blev valgt fra i Landmand søger kærlighed: Sådan går det med kærligheden nu
I ”Landmand søger kærlighed” skulle Niels Erik på date med hver af sine to piger Christina og Louise.
Det var stilheden før stormen, for landmanden stod senere på dagen over for sit sidste valg.
Niels Erik valgte at sende Louise Kyhn Nielsen hjem.
Nu sætter hun ord på, hvordan det er gået siden optagelser til TV 2-programmet i maj.
Så sød ud
Det var nærmest lidt tilfældigt, at Louise endte med at melde sig til ”Landmand søger kærlighed”.
Hun sad og så ”X Factor”, da hun pludselig besluttede sig for at gøre noget.
- Jeg havde været single i halvandet år på det tidspunkt. Jeg var træt af Tinder, så jeg skulle prøve noget nyt. Jeg så ”X Factor” en aften, så kom præsentationsvideoerne på skærmen. Til at starte med ville jeg have skrevet til Gustav, men han virkede ikke som noget for mig. Så fortsatte jeg med at se videoerne, og så kom Niels Erik frem. Han så sød ud, fortæller hun til BILLED-BLADET.
- Jeg har ellers altid sagt, jeg aldrig ville have en landmand, fordi det var min far. Han havde grise, og jeg synes altid, han lugtede, når han kom hjem. Men så tænkte jeg: ”Måske skulle man prøve noget nyt?”. Så det gjorde jeg, uddyber hun.
God kemi
Hele vejen igennem mærkede Louise, at hun synes, det svingede ret godt mellem hende og Niels Erik.
- Jeg synes, vi havde god kemi, men det synes jeg, han havde med alle pigerne. Det var svært at fornemme, om det kun var en selv, eller om kemien var lige så god med de andre, fortæller hun.
Men da dagen kom, hvor Niels Erik skulle tage sit endelige valg, bemærkede Louise tegn på, at det måske alligevel ikke ville ende lykkeligt.
- Hele dagen havde jeg godt set den komme. Jeg tror meget på horoskoper, og der stod i mit horoskop for dagen; ”Der er lys for enden af tunnelen, men kærligheden findes ikke til dig her og nu”. Det fik jo ret. Jeg havde sat mig op efter, jeg blev valgt fra. Det var hårdt, for jeg havde da fået følelser for manden, fortæller Louise.
I programmet vil seerne have bemærket, at Louise var meget berørt, men hun forklarede, at hun egentlig mest var ked af det, fordi hun var blevet afvist.
Fundet kærligheden
Siden har hun ikke holdt kontakten til Niels Erik, men hun har elsket at være med i programmet.
- Jeg synes, det har været rigtig godt at være med. Jeg har lært en del om mig selv, og hvordan fremmede mennesker ser på mig. Jeg var i byen i Horsens, og der var mange piger, der tog fat i mig og sagde, de elskede min personlighed. Men også at høre det, Niels Erik siger i programmet. Han taler pænt om mig, fortæller hun og uddyber:
- Jeg har også lært, når man dater, at man skal give nogen en større chance. Man når ikke at lære dem at kende på en første date.
TV 2-programmet blev ikke der, hvor den 29-årige bejler fandt kærligheden. Det har hun til gengæld gjort senere.
- Det er gået godt siden optagelserne. Jeg har fået en kæreste. Vi mødtes via en datingapp. Jeg var lidt til at starte med, at det ikke skulle være, men så gav jeg ham lige en ekstra chance. På den første date var vi på Jensens Bøfhus, og på anden date var vi i Ikea. Det var meget hyggeligt. Så jeg er flyttet ind hos ham på Fyn, fortæller hun.
Louise og kæresten Michael på 33 år var været sammen i godt to måneder.
Hjemmet rummer udover parret også en kat, en hund og seneste skud på stammen en kattekilling.