Gustav stod over det måske største dilemma på sin første dag i Landmand søger kærlighed
Vi er nu halvvejs gennem årets sæson af ”Landmand søger kærlighed”, og i sidste uge fik seerne endelig den sidste landmand at se.
Gustav Alshauge er 29 år, og han fik noget af en debut i programmet – han slog nemlig rekorden og er nu den landmand, som gennem 10 sæsoner har modtaget allerflest breve fra bejlerne. Hele 140 styks lå der i postsækken fra Lene Beier.
De 140 breve skulle barberes ned til fem, inden han skulle på speeddate, og det var nemmere sagt end gjort.
Det enorme antal bejlere betød nemlig, at Gustav havde uhyggelig kort tid til at beslutte, hvem der skulle have en chance.
På tv kunne man se ham åbne de første, få breve, men da kameraholdet pakkede sammen og kørte hjem klokken 18, var der stadig 131 uåbnede breve tilbage, skriver TV 2.
Problemet var bare, at Gustav allerede klokken 22 samme dag skulle give produktionen besked om, hvilke fem piger han ville invitere med på speeddate.
Det betød, at han havde bare 1,8 minutter til at læse hvert enkelt af de resterende breve og beslutte, hvilken bunke de skulle i.
- Og langt de fleste var nogle ret fyldestgørende breve på en side eller halvanden, fortæller Gustav til TV 2.
Af samme årsag lavede han nogle regler for sig selv, og han sorterede hurtigt de helt unge piger fra, samt de der var blevet tilmeldt af en veninde.
Undervejs i udvælgelsen fik han stor hjælp af sin søster og to kammerater, så han ikke selv skulle kæmpe sig gennem alle brevene.
I syvende afsnit af ”Landmand søger kærlighed” kan man se, hvilke fem piger Gustav inviterer med på speeddate.