Lissa med ærlig udmelding: Har det svært som Bachelorette
OBS! Spoiler: Denne artikel afslører, hvad der sker i tirsdagens afsnit af "Bachelorette".
De romantiske følelser mellem Lissa og Andreas H spirer i "Bachelorette". Det er bestemt ikke gået de andre bejleres næse forbi, at de to har noget særligt for hinanden.
I tirsdagens afsnit af "Bachelorette" er det blevet tid til sandhedens time, hvor fyrene og de to baceheloretter Lissa Paustian og Sofie Martinusen skal sidde til frokost om det runde bord og besvare hinandens direkte og personlige spørgsmål.
Her er relationen mellem Lissa og Andreas H i den grad fokus, og det gør Lissa nervøs.
- Jeg føler mig virkelig presset til den her frokost. Jeg prøver at skjule det, men jeg sveder, og jeg har ondt i maven, fortæller hun i programmet.
Flere af mændene stikker til hende, og hun får blandt andet spørgsmålet fra Mads, som lyder: Har de andre mænd overhovedet en chance med en konkurrent som Andreas H - jeg så den måde, I kiggede på hinanden på til minglingen?
Spørgsmålet prikker til Lissas usikkerhed.
- Jeg synes, det er svært. Jeg synes, det er svært at date fyre, der bor sammen. Jeg kan lide dem alle sammen. Jeg kan skidegodt lide Andreas, og jeg kan se, at han synes, det er nedern, siger Lissa i synk-klippet, hvor hun kommenterer på situationen.
Ved det runde bord er hendes svar på spørgsmålet fra Mads, at alle fyrene er på lige fod, for hun ønsker ikke at gøre dem kede af det, lyder det.
Det er tydeligt at se på Lissa, at hun er berørt over situationen.
- Jeg bruger al min energi på at forholde mig til andres følelser, og jeg glemmer mine egne. Det er ikke derfor, jeg er her, siger Lissa i programmet med tårer i øjnene og tilføjer:
- Jeg har det rigtig svært i rollen som bachelorette, understreger hun.
Da Lissa efterfølgende udpeger Andreas H til sin singledate, vokser frustrationen yderligere blandt Joachim, Anders og Jacob, der har erklæret deres loyalitet over for hende.
For Andreas H kommer det også som overraskelse, da han ikke mener, det var hans tur til at komme på date. Hun forsvarer sit valg med ordene:
- Jeg tror bare, det var dig, jeg havde allermest lyst til at være sammen med i aften.
Du kan se "Bachelorette" hver tirsdag, onsdag og torsdag på TV 2 eller på TV 2 Echo.