13. jul. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Undrer sig over prins Gustav og prinsesse Carina: Har jeg misforstået noget?

Prins Gustav og prinsesse Carina. 
Prins Gustav og prinsesse Carina.
Foto: Hanne Juul
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Jeg har læst mange steder, bl.a. i BILLED-BLADET, at prins Gustav ikke kunne gifte sig med Carina pga. et testamente. Men de kunne vel godt gifte sig og derved have fået børn for mange år siden? Eller har jeg misforstået noget?
Venlig hilsen
P.

Kære P.
Det er korrekt, at prins Gustav og prinsesse Carina af Sayn-Wittgenstein-Berleburg kunne have giftet sig for mange år siden. De har trods alt været sammen siden 2003. At de først indgik ægteskab i sommeren 2022, skyldtes det problematiske testamente fra nazitiden, som prins Gustavs farfar efterlod sig, og som kunne have betydet, at prins Gustav havde mistet adkomsten til slottet i Berleburg og dets tilhørende besiddelser, hvis han havde giftet sig med Carina tidligere. Sagen om testamentet og arveretten kørte i en årrække og igennem flere retsinstanser, men i sommeren 2020 slog delstaten Nordrhein-Westfalens Appelret fast, at prins Gustav er og bliver den retmæssige arving til Berleburg. Som jeg tidligere har anført i denne brevkasse, har det også undret mig, at parret ventede så længe med at blive forældre – uagtet det problematiske testamente. Måske har de prøvet, uden at det lykkedes for dem. Det får vi nok aldrig at vide. Prins Gustav og prinsesse Carina er i dag forældre til to børn (ved hjælp af en rugemor), lever lykkeligt sammen på slottet i Berleburg og har styr på arvespørgsmålet. Det er det vigtigste.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper

Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: