René Holten Poulsen er ikke i tvivl: Sådan vil han slutte af
OL i Paris markerer afslutningen på René Holten Poulsens karriere.
Den 35-årige kajakroer indstiller sin professionelle karriere, når OL er slut - og han har en klar målsætning for, hvordan han vil slutte af.
Det afslørede han, da han gæstede programmet "I Paris Går Det Godt".
- Min personlige målsætning er at slutte af med mit livs løb. Jeg kunne selvfølgelig også godt tænke mig en medalje, men at slutte med mit livs løb vil være perfekt, siger han og uddyber.
- Så kan der stå journalister og spørge ind til resultatet, men for at være ærlig kan jeg ikke huske, hvor mange gange jeg er gået op på podiet, men jeg kan huske de der løb, hvor alt bare spillede.
René Holten Poulsen vandt OL-sølv i toerkajak med Kim Wraae Knudsen i 2008.
Inden længe får vi svar på, om han når sin målsætning om at slutte af med sit livs løb - og om det i så fald er nok til endnu en medalje.
Den danske kajakroer tager således hul på OL den 7. august.