16. aug. 2024
Af Malan Joensen

Prins Harry og hertuginde Meghan er på officielt besøg i Colombia, men hvem betaler egentlig for turen?

Hertuginde Meghan og prins Harry i Colombia.
Hertuginde Meghan og prins Harry i Colombia.
Foto: Nathalia Angarita/Reuters/Ritzau Scanpix
Colombias vicepræsident Francia Márquez inviterede allerede Harry og Meghan til Colombia sidste år, efter hun havde set parrets Netflix-dokumentar.

I disse dage er prins Harry og hertuginde Meghan på officielt besøg i Colombia.

Kendisparret med de royale forbindelser er ikke længere en officiel del af kongehuset i Storbritannien, og efter de trak stikket og rejste mod et nyt liv i Californien, har de etableret sig med forskellige forretningsmæssige tiltag som eksempelvis bøger, podcasts og offentlige optrædener.

Nu har de så valgt at rejse til Colombia på det, som den britiske avis Daily Mail kalder et "næsten-kongeligt" besøg. Forstået på den måde at det til forveksling minder om de officielle besøg, som kongelig par drager afsted på, men at Harry og Meghan naturligvis ikke repræsenterer noget kongehus.

Et spørgsmål der har rejst sig i den forbindelse er, hvem der mon betaler udgifterne i forbindelse med prins Harry og hertuginde Meghans Colombia-eventyr.

Ifølge Hello Magazine har Harry og Meghans hold ikke udtalt sig om, hvorvidt det er finansieret af parrets private formue, gennem Archewell Foundation, af den colombianske regering eller på anden vis.

Hvad angår Harry og Meghans personlige sikkerhed har en talsperson for parret dog bekræftet til avisen Independent, at de er omgivet af "fuld sikkerhed" under besøget i Colombia. Hvem der så afholder den udgift, fremgår ikke.

Sikkerhedsspørgsmålet er i øvrigt kilde til en igangværende kontrovers mellem prins Harry og det britiske Indenrigsministerium, hvor parterne langt fra er enige om, hvilket niveau af beskyttelse prins Harry og hans familie skal tilbydes, skulle de ønske at rejse til Storbritannien.

Hvorfor er Harry og Meghan i Colombia?

Det er ifølge flere medier Colombias vicepræsident Francia Márquez der er idékvinden bag det "næsten-kongelige" officielle visit.

Hun så parrets dokumentar på Netflix og fandt den så rørende, at hun inviterede dem til at besøge Colombia.

"Meghan er en kvinde, der fortjener at komme til landet og fortælle sin historie," udtalte Francia Márquez blandt andet på en pressebriefing forud for det celebre pars ankomst.

Invitationen faldt allerede sidste år, uddybede vicepræsidenten, hvor man i anledning af markeringen af den såkaldte "International Afro-descendant Women's Day" den 25. juli gerne ville have haft Meghan med.

Hertuginden kunne ikke den pågældende dag, men havde ifølge Francia Márquez svaret, at hun meget gerne ville besøge Colombia på et andet tidspunkt.

Efter et års forberedelse er det så lykkedes at få duoen til landet, og det officielle besøg har ifølge den colombianske vicepræsident blandt andet som mål at sætte fokus på bekæmpelsen af netmobning, vold og diskrimination i digitale miljøer samt at fremme kvinders lederskab i Colombia og på internationalt plan.

De nærmere detaljer i det fire dage lange program holder man for sig selv af sikkerhedshensyn, men det er dog kommet frem, at Harry og Meghan besøger Bogotá, Cartagena og Cali.


Læs mere om: