Den unge stjerne fra Familier som vores: Her har du (måske) set Lucas før
Et væld af store stjerner spiller med i ”Familier som vores”, men foruden de erfarne kræfter er der også blevet plads til nogle lidt nyere ansigter.
Et af dem tilhører Max Kaysen Høyrup. Han spiller Christels søn Lucas, der er rigtig god til fodbold, og som har det med at kunne se noget, som andre ikke kan.
Den unge skuespiller har på trods af sine 14 år allerede medvirket i flere store produktioner foruden ”Familier som vores”.
Blandt andet har han også spillet med i et af Thomas Vinterbergs andre projekter, nemlig den Oscarbelønnede film ”Druk”. Her spillede den unge TV 2-stjerne drengen ’Brille’, der var med på Thomas Bo Larsens karakters fodboldhold.
Derudover har Max Kaysen Høyrup også spillet med i et andet vaskeægte seriehit, for han var på rollelisten i ”Badehotellet”. Her kunne han i sæson syv og otte opleves i rollen som Leander, der var hr. og fru Weyses søn.