Albert om Harry og Meghan: Det generer mig en smule
Fyrst Albert af Monaco har gennem årene oplevet lidt af hvert med medierne, og han har selv offentligt været hovedperson i mange farverige sammenhænge af privat karakter.
Nu reagerer han på prins Harry og Meghans situation, efter at parret har medvirket i et interview på amerikansk tv, hvor de fortalte om helt private forhold i det britiske kongehus.
Albert er kritisk
Fyrst Albert forholdt sig ganske kritisk til Harry og Meghans ageren, da han selv lod sig interviewe til det respekterede BBC World News ifølge Hello Magazine.
- Jeg synes, det er meget svært at prøve at sætte sig I nogens sted, lød det indledningsvis fra Albert, der fortsatte med at sige, at han dog kunne forstå det pres, Harry og Meghan var under.
En dårlig idé
- Jeg synes bare, at denne slags offentlige utilfredshed for at sige det mildt, disse former for samtaler burde blive holdt indenfor privatsfæren i familien, kom det fra Albert af Monaco, der ikke føler, at det er det rette at lægge disse private oplysninger ud til offentlighedens skue.
Det generede Albert
- Det generede mig en lille smule, sagde Albert om Harry og Meghans åbenhed med at fortælle om deres helt private forhold til medlemmerne af det britiske kongehus.
- Jeg kan godt på en måde se, hvad problemet er, men jeg synes, at det ikke var det rette sted at have denne slags samtale, kom det fra Albert, der altså ikke selv ville have sat sig hos Oprah Winfrey og talt om sine egne private forhold.
Ønsker Harry alt det bedste
Hos BBC blev Albert desuden spurgt, om han havde et godt råd til prins Harry.
- Jeg ønsker ham alt det bedste, men det er en vanskelig verden at navigere i, og jeg håber, han kan have dømmekraften og klogskaben til at træffe de rette valg, lød svaret fra Albert af Monaco.